velsens Ægthed“. Forsaavidt her „besvaret“ skal være enstydigt med f. Ex. „gjendrevet“, maa jeg i det Hele benegte hans Paastand, om der end kan være Enkeltheder i min første Artikel, som jeg gjerne kan opgive eller anser for mindre væsentlige for Hovedspørgsmaalet. Men min vigtigste „Ankepost“ er bleven fuldkommen uænset og ubesvaret. Jeg sigter her til, hvad jeg (S. 265–266) har bemærket om den i Skriftets første Afsnit gjennemgaaende Brug af Præteritum der, hvor man hos en Forfatter fra 1553 nødvendigvis maatte vente Præsens, denne forunderlige Ting, at de Gjenstande, der i 1553 nødvendigvis endnu maa antages som existerende, i Beskrivelsen omtales som tilhørende Fortiden, hvilket gaar saavidt, at endog Taarnet, hvor det i hint Aar fremdragne Archiv siges at have befundet sig, og den Gaard, hvori de i Intimationen omtalte hos Chr. Munk forsamlede Personer vare samlede, begge omtales som noget, der engang havde staaet og engang havde været osv. Man se paa dette Sted i min første Afhandling, og man undersøge derefter, hvorvidt det er imødegaaet af Prof. Storm, og endelig – man spørge sig selv, om denne præteritiske Tone lader sig forene med den Antagelse, at denne Beskrivelse skulde være skreven paa en Tid, da Bisperesidentsen endnu var i fuld Brug som Fæstning og som Bolig for en kongelig Befalingsmand.
Hvad min „positive Theori“ angaar, da indrømmer jeg gjerne, at den „forudsætter Hypotheser“, ja, hvad mere er, selv kun er en Hypothese. Men paa den anden Side indser jeg ikke, hvilken Skade Hypotheser kunne medføre, der som mine kun fremsættes som saadanne og alene henstilles til Historikeres Prøvelse nu eller i Fremtiden. Jeg mener, at enhver Videnskabsmand, som nødes til at forkaste en Antagelse, uvilkaarlig drives til at forsøge en eller flere nye, og at
