man alene da kan gjøre ham Bebreidelser herfor, naar han enten udgiver dem for mere end Hypotheser, eller de i og for sig ere taabelige eller umulige.
Prof. Storm har indrømmet, at min Formodning om den rette Sammenhæng med de 1800 Borgere osv. (nemlig at det Hele er et Vandringssagn) „maaske kan have lige saa meget for sig“ som hans egen Formodning om noget helt andet. Det er maaske Tilfældet paa mere end et Sted i hans og min Polemik, at hans og mine Antagelser kunne være omtrent lige sandsynlige, thi Emnet hører virkelig til de meget vanskelige. Af Beskrivelsen existerer intet fuldt ud authentisk Haandskrift, Indvendinger mod Udtryk og Sprog kunne mødes ved at lægge Skyld paa senere Afskrivere, der kan disputeres om, hvilke Afsnit oprindelig have udgjort det behandlede Skrift, og hvilke ikke, overalt kan gjøres og forkastes Paastande og Conjecturer om Kilder, om senere Indskud osv. Hertil kommer endnu Spørgsmaalet om, hvilke og hvor store Vildfarelser, hvor megen Uvidenhed og hvor grov Overtroiskhed man har Lov til at tiltro Mennesker ved Midten af det sextende Aarhundrede. Altfor ofte kommer saaledes det subjective Skjøn, der ved denne Leilighed har vist sig at være saa forskjelligt hos min Collega og hos mig, til at indvirke bestemmende paa vor Dom. For mit eget Vedkommende gjør jeg ingen Fordring paa, at mine Meninger skulle være uangribelige eller ufeilbare, og jeg er nu som forrige Gang fuldt villig til at erkjende det Tiltalende i mere end en af min Collegas Bemærkninger, om jeg end tilsidst i Resultatet ligesaa lidt som før ser mig istand til at tiltræde hans Mening om dette Skrifts Ælde. Men i ethvert Tilfælde haaber jeg, at vor Polemik har gjort den Nytte, som den virkelige Debat, det vil sige den, der, saaledes som her, er ført fra begge
