saa meget som, hvad Stavanger og Skien tilsammenlagte ydede, og mere, end Tønsberg var ansat for (400).[1] Og man maa endelig erindre, at just ved Midten af det sextende Aarhundrede begyndte Sildefiskeriet at gaa til under Baahuslens Kyst, hvorved netop Marstrand fik et stærkt Opsving. Sammenlignet med Hamar var altsaa Marstrand endog et anseligt Sted.
Prof. Storm anfører ogsaa, at Norge i det sextende Aarhundrede har at fremvise en topographisk Literatur, hvortil Danmark først senere kjendte Mage. Han fremhæver i den Henseende: Bergens Fundats, Bergens Rimkrønike, Mag. Absalons Norgesbeskrivelse, Peder Claussøns tidligere Arbeider om Island og Grønland og Jens Nilssøns Visitatsbøger. Hertil vil jeg dog gjøre nogle Bemærkninger. Bergens Rimkrønike kan for det første neppe kaldes et topographisk Arbeide, og for det andet er dog Rimkrøniken et Genre, hvori Sverige og Danmark ubetinget kunne hævde Ancienneteten. Hertil kommer, at Bergen paa Grund af sine eiendommelige Forhold indtager en Særstilling (og man tør vel sige, at Grunden til, at denne By er alle andre Stæder i de gamle Tvillingriger saa afgjort overlegen med Hensyn til historiske Optegnelser, visselig for en væsentlig Del tør søges i dens Forbindelser med Nordtydskland, hvis Bykrøniker ere bekjendte). Ogsaa Danmark har imidlertid sin Andel i Æren for denne norske Productivitet: Bergens Fundats staar i nært Forhold til Christopher Walkendorf, Absalons Beskrivelse til Erik Rosenkrands, Laurids Scavenius og Axel Gyldenstjerne til flere Dele af Peder Claussøns Forfatterskab. Har Prof. Storm Ret i, at Hamars Beskrivelse er fra 1553, kommer atter en dansk Mand, Christiern Munk, til
- ↑ Norske Rigsregistr. I. S. 86.
