hans egen Afskrivning af en Sagacodex havde givet ham, ikke at tale om, at i 1598 en Oversættelse af „de norske Kongers Krønike“ allerede forelaa trykt (Kjøbenhavn 1594) og visselig havde fundet Vei til en saa literær Mands Bogsamling, som Mag. Jens, der desuden levede i nær Omgang med mindst en efter Tidens Leilighed respektabel Historiker, Mag. Halvard Gunnarssøn, siden hin Krønikes latinske Bearbeider. Jeg formener altsaa at Mag. Jens ogsaa med Hensyn til Hamars Bispekrønike tildels er Afskriver af en nu ubekjendt Forgjængers Notitser, skjønt jeg naturligvis ikke tør indlade mig paa i alle Enkeltheder at paavise, hvormeget der tilhører Anonymen og hvormeget Mag. Jens. Dog tror jeg f. Ex., at maatte antage, at Angivelsen af Biskop Karl som Stifter af altare qvinque vulnerum, af hvilken ogsaa Prof. Storm tager Anstød, ikke tilhører Mag. Jens, men Anonymen, og ligesaa forekommer det mig lidet rimeligt, at Mag. Jens skulde have opfundet de ældste Biskoppers Romerreiser; de ere vist snarere opdigtede af en Hamarsk Localpatriot, der har betragtet dem som et Slags Ære for Bispesædet. At Mag. Jens skulde, som Prof. Storm mener, have læst (i „Beskrivelsen“) noget om hundrede Mand og saa have „søgt en Leilighed, hvorved en saadan Styrke kunde bruges“, for vilkaarlig at anbringe den under en eller anden Biskop, og saa valgt at putte de 100 Mand ind i Sigurds Personalier, forekommer mig lidet troligt. Snarere har han fundet det for sig andensteds.
Min Anskuelse om Jens’s Forhold til den af ham leverede Hamarske Bispeserie finder jeg ogsaa bestyrket ved at hense til Beskaffenheden af hans Efterretninger om Bisperne i Oslo. I denne By var Jens Nilssøn født, her henlevede han den største Del af sit Liv, med denne Bys Traditioner maa en Mand af hans Aandsretning an-
