de Personer, der angives at have været forsamlede 1553, har dog vidst at fortælle om den Sag.
Med Hensyn til de hos Jens Nilssøn forekommende Efterretninger om Hamars Bisper har jeg en fra Prof. Storms afvigende Mening. Jeg tror nemlig ikke, at Mag. Jens blot har forefundet de tørre Navne paa Hamars Bisper og selv er Forfatter af alle de meddelte Fortællinger, men derimod, at han har havt for sig en Series med endel tilføiede Notitser, hvilke han har afskrevet med Tilføielse af endel nye. Det er mig nemlig ikke muligt at antage, at de groveste af de mange Feil i Norges almindelige Historie, især i Sagatiden, hidrøre fra Jens, der jo, som Prof. Storm selv indrømmer, „sad inde med sin Tids bedste Dannelse“. Jeg mener at kunne gjøre dette sandsynligt ved at henvise til den „stutt tilvisan“ om Norges ældre Konger, som Jens i samme Bog og lige foran sine Bisperækker har afskrevet og aabenbart ogsaa udvidet med egne Bemærkninger paa Dansk.[1] Thi allerede denne lille Kongerække indeholder historisk Capital nok til at kunne beskytte imod saa voldsomme Feil, som at Olaf Trygvessøn skulde have levet 1049 og været Pave Eugenii III (1145–1153) Samtidige. Det vilde ogsaa være uforklarligt, om Jens, aabenbart endnu en kraftig Mand, skulde, hvad Storm ser sig nødt til at statuere, i den Grad have kunnet, glemme “ de Kundskaber, som
- ↑ Man saa tidligere i „stutt tilvisan“ udelukkende et Arbeide af Mag. Jens selv, og Prof. Unger har i sin Tid (Norsk Tidsskrift for Videnskab og Literatur, udg. af M. J. Monrad og H. Winter-Hjelm, 1853, S. 291) ment deraf at kunne godtgjøre, at Mag Jens „forstod at skrive det norske (ɔ: oldnorske) Sprog temmelig godt.“ Det er Professor Storms Fortjeneste at have paavist, at Jens væsentlig kun er Afskriver. (Christiania Videnskabs-Selskabs Forhandlinger i 1879, No. 14, S. 27.)
