efter Karl II istedenfor foran denne at tyde paa en senere Tid end 1553. I hint Aar, i hvilket endnu Hermans Brodersøn, Cantor Truls, levede og deltog i eller dog saa at sige stod Fadder til det historiske Verk, der da skal være udarbeidet, og i hvilket Aar endnu flere vare tilbage, der personlig havde kjendt Karl II, vilde en ombytning af Navnene ikke let have fundet Sted. Flere ville med mig have erfaret, at endog Almuesmænd have en god Hukommelse for Embedsmandsrækker, der tilhøre den nærmeste Tid. Det er mig derhos ikke let forstaaeligt, hvorledes „M D orate“ paa en Gravsten har kunnet læses „1513“, da jeg ikke kjender noget latinsk Talord eller Taltegn for 13, der kunde ligne „orate“; i en latinsk Indskrift vil dog vel Ingen søge Ord af noget andet Sprog. Endvidere vilde det være forunderligt, om Karl II i en Bisperække af 1553, der indlader sig paa at tilføie, om ikke mange, saa dog nogle biographiske Data, skulde være affærdiget med saa fattige Oplysninger, som at han var No. 22, at han var en Riddersmandsmand og „var til Aar MDXII“! Denne sidste Biskop Karls Historie var dog virkelig saa opsigtsvækkende, som vel muligt. Var den end ikke saa følgerig, som det, der skede i 1537, var til Gjengjæld Karls personlige Behandling ganske anderledes haard, end Biskop Mogens’s, og man ved, hvorledes den er bleven udsmykket med romantiske Sagn af den danske Svaning, der maa have skrevet sin Christiernus Secundus en god Stund efter 1553.[1] At der i Beskrivelsen ikke staar et Ord om Christiern II, hvem man jo dog kunde omtale med den størst mulige Frihed, forundrer mig. Enhver af
- ↑ Det var idetmindste Allens Mening, hvilken han under H. F. Rørdams Doctordisputation (4de Juli 1867) offentlig udtalte, at Svaning havde skrevet dette Verk i en Alder af 70–80 Aar.
