og alt dette vel at mærke i Fortællerens egen Samtid og paa hans eget Hjemsted. Noget saadant er det netop, der maa siges at være fortalt i Hamars „Beskrivelses“ tredie Afsnit – at sige, hvis denne hidrører fra 1553.
De Jertegn, som fortælles saa udførlig i Beskrivelsen, maatte af dennes Forfatter – om han skrev 1553 – tænkes at være foregaaede noget før 1537 og altsaa i 1553 ligger noget mindre end tyve Aar tilbage i Tiden. Og saa skulde Oplandenes fornemste og mest oplyste Mænd ikke alene – hvad de gjerne kunne have gjort – troet, at Ormene viste sig i Vandskorpen, men tillige, at en af disse var løben op paa et Skjær ved Communet, at Bispens Karle havde skudt den i Øiet, og at den derefter var drevet i Land paa Helgeøen, ja endvidere, at Biskop Mogens havde ladet udgaa Befaling om, at „en voxen Mand af hver Gaard i Næs og Svabo[1] og nogle af de andre Gjeld“ skulde samle sig for ved forenede Bestræbelser og ved Hjælp af nogle hundrede Læs Ved at faa det stinkende Aadsel brændt og for ved egen Erfaring at overbevise sig om, at en voxen Mand neppe kunde bære Dyrets mindste Rygben.
Disse Historier skulde gamle og fornuftige Mænd i 1553 endog have ladet bogføre som Begivenheder, passerede saa at sige for deres egne Øine, som faktiske Begivenheder, der naar som helst kunde godtgjøres ved saamange Vidner, det skulde være, idet naturligvis den større Del af de af Bispen udkommanderede Mandhusinger „i Næs, Svabo og andre Gjeld“ dengang endnu maatte være i Live, ikke at tale om Massen af Tilskuere ved Autodafeen. Her siger jeg: credat Judaeus!
- ↑ Svabo er en Del af Ringsager Prestegjeld, i hvilket den ene af de i 1553 hos Christiern Munk forsamlede Personer, Hans Krukow til Tjerne, boede.
