Men anderledes er det, naar saadanne Historier
hensættes til en Tid, der ligger saa fjernt, at dog idetmindste
første Haands og levende Vidner ikke let kunne
citeres og udspørges om Sandheden. Da er Beretningen
gaaet over til Sagn og dens vis comica formindsket.
Det gjør derfor ikke synderligt Indtryk paa mig, naar man indvender, at „hvis denne Tradition [om Jertegnene kort før 1537] var f. Ex. yngre end 1567, vilde den anderledes være knyttet til Begivenhederne under Syvaarskrigen“, og at „det derfor er ganske correct, at en Sagnfortæller fra 1834 antager Søormen at have været et Varsel om Byen Hamars Undergang i den svenske Krig“. Et er, hvad Sagnfortællere mundtlig give tilbedste efter Aarhundreders Forløb, et andet, hvad der kunde antages at være nedskrevet f. Ex. i Begyndelsen af det syttende Aarhundrede. Thi da laa endnu 1567 saa nær, at fuldt op af levende Mennesker kunde give Forklaring om de da stedfundne Begivenheder, og om end upaalidelige Sagn om disse allerede kunde existere, vilde de ikke have kunnet antage de Dimensioner, som Beskrivelsens Søormehistorie. 1537 laa derimod da allerede over to Menneskealdre tilbage, og den, der f. Ex. i 1620 skulde fortælle om 1537, maatte være henimod 100 Aar gammel, med andre Ord 1567 var endnu ikke Mythedannelsen helt og holdent prisgivet, medens 1537 var stærkt ifærd med at blive det.
At forklare Fortællingen om den brændte Søorm saaledes, at det f. Ex. var en død Elg, der laa hen og forraadnede, kunde maaske forsøges, men vilde neppe være heldigt. Det vilde minde noget om E. Hagerups Forsøg paa at forklare Olaf den Helliges Mirakler og overhoved om en ældre Tids Rationalisme.
