uvidende om, at disse Forestillinger have holdt sig til det sidste. Derfor forundrer jeg mig slet ikke over, at endog Egnens første og mest oplyste Mænd fuldt og fast have været overbeviste om, at en Søorm har bebudet Christiern II’s Afsættelse, og at det samme Varsel har gjentaget sig i Anledning af Biskop Mogens’s Tilfangetagelse og Bispesædets Undergang. Heri skulde jeg ingenlunde søgt et Argument mod Beskrivelsens paastaaede Alder. Men derimod finder jeg et saadant og det et meget stærkt i den detaillerede Fortælling om den c. 1536 landstegne, blesserede og omsider dræbte Søorm, om de overordentlige Foranstaltninger, som bleve trufne for at fordrive dens Stank, og om de vindskibelige reisende Tydskere, der førte sig dens efterladte Ben til Nytte. Der er overhovedet Intet, som gjør utrolige Historier saa comiske, som at de fortælles ret omstændeligt. Holberg har ogsaa her forstaaet sine Ting, naar han lader sin Barber (Den Stundesløse, Act I Sc. 6) bekræfte sin Fortælling til den skeptiske Vielgeschrey, at „eine Matrosen-Frau in den Neuen-Buden hat auf einmahl 32 Kinder zur Welt gebracht“ etc., med det Argument: „Das ist so wahr, als ich hier stehe, denn ioh kann die Historie mit Umbständen erzählen“.
Med andre Ord: jeg skjelner mellem deri naive Phantasi, som lader et eller flere Mennesker misforstaa et øieblikkeligt Naturphænomen og bringer dem til at tro, at et Uhyre kruser Søens Overflade, og den plumpe Skrøne, der giver udførlige Beretninger tilbedste, ikke om at det Fabelagtige er seet i et flygtigt Nu, eller at en Enkelt er kommen i Berøring dermed, saaledes som i Huldreeventyr og ved Indtagelse i Berg, men om at det Ikke-Existerende er blevet til at føle og tage paa for Almenheden, og at det har paakrævet Forholdsregler fra Myndighedernes Side,
