Indtægter for at udbedre det forfaldne „Hamars Taarn“ og ligeledes skaffet Hamars Kanniker Indtægter til at reparere Domkirken. Det forekommer da ikke at være besynderligt, om han benytter et af de sædvanlige Kapitelmøder, da adskillige andre Mænd, „ædle og uædle“, var tilstede, til sammen med disse Mænd at gjennemgaa Dokumenterne paa Hamars Gaard og lade forfærdige en Beskrivelse derover. At derom (senere) sker en Indberetning til Kongen, og at denne (ɔ: Kancelliet, hvis Chef Johan Friis jo er bekjendt for sine historiske Interesser) bagefter udbeder sig Skriftet, finder jeg ligesaa naturligt. En ganske anden Sag var det, om der i Intimationen var sagt, at Kongen havde opnævnt de paagjældende Personer til at undersøge Bispearkivet, foretage en Registratur eller forfatte en Beskrivelse e. l., men jeg maa fastholde, at saa staar der ikke, og Hr. Daaes Argumenter mod den af ham opstillede Forstaaelse rammer saaledes ikke mig. Heller ikke det, at Intimationen omtaler „Bispernes Bøger og Breve af deres egne Hænder underskrevne“, kan jeg finde saa mistænkeligt som Prof. Daae. Et er, at man ved Undersøgelse af Breves Ægthed o. l. dømte efter Segl, ikke efter Underskrift; et andet er, at Personer fra 16de Aarhundrede, naar de fandt Breve med Biskopers Navne under (hvad vitterligt brugtes allerede i 15de Aarhundrede) eller Bøger med Biskopers Autorisation i, antog disse Navne for egenhændigt skrevne og omtalte dem som saadanne.
I det foregaaende tror jeg at have besvaret Hr. Daaes vigtigste Ankeposter, men skal dog til Slutning vende mig ogsaa mod hans positive Theori. Han antager, nærmest som J . C. Berg, Beskrivelsen forfattet i Begyndelsen af
