17de Aarhundrede og antyder Muligheden af en Forfatter, der tilhørte den katholske Reaktion. Denne Antagelse forudsætter følgende Hypothesen at Christian d. 3die havde befalet Mødet af 1553, og at Intimationen var en Levning af en tabt Registratur, som siden ved Forfalskning var anbragt paa den langt senere Hamar-Beskrivelse; at Mag. Jens Nilssøn og Hamar-Beskrivelsen tildels har havt en fælles, nu tabt Kilde (altsaa en tabt Bispekrønike); at Stykket om Biskop Mogens, hvis Ælde han erkjender, turde være laant fra et andet (ligeledes tabt) Skrift; at det historisk-topografiske Afsnit dels laaner fra stedlig Tradition, dels falskelig paaberaaber sig Biskopernes Bøger og Brevet. Det forekommer mig, at disse Formodninger trænger stærkt til Bevis og ialfald ikke strækker til for at forklare, hvad de burde, at de lokale Traditioner kunde holdt sig saa godt paa Hamar i Begyndelsen af 17de Aarhundrede. Man sammenligne, hvor fattigt netop de topografiske Forhold ved Hamar er behandlede hos Michel Anderssøn (1623), der dog som Sogneprest i Vang havde den bedste Anledning til at gjøre Studier paa Aastederne, eller hos Mag. Jens Nilssøn, for hvem topografiske Studier ellers var saa kjære. Og hvor underligt, at Beskrivelsen fortæller om Sjøormen før Biskop Mogens’s Fald, men ikke kjender til det samme Fænomen i hans egen Tid. Eller at han ikke nævner Bispegaardens, Domkirkens og Hospitalets Skjebne i 1567, eller Skolens Flytning til Vang i 1572, men kun kjender deres halvforfaldne Tilstand ved Midten af Aarhundredet. Bliver det ikke nødvendigt ogsaa her at gribe tilbage til, hvad J. C. Berg havde i Baghaanden, „Materialerne fra 1553“?
