røber dog snarere det modsatte af Pietet. De Pilegrime som „fore til Rom og den hellige Grav og igjennem mange hellige[1] Steder og Lande“, omtales jo kun, fordi de skulde have ført Kulturplanter hjem til Fædrelandet. Og selv en Udtalelse om, at man paa Hamar i blidt og stille Veir kunde høre Kirkesang og Orgeltoner, „saa at den, som ikke havde et Stenhjerte, maatte græde af Glæde for Guds usigelige Naade imod Menneskene og Guds hellige Ord og de deilige Psalmer, som de hørde siunge der“, er dog en saa karakteristisk Ytring af en levende følt Stemning, at jeg har vanskeligt ved at tro andet, end at den er oplevet, d. e. at den er nedskrevet af en, som selv havde i hørt dette for endel Aar tilbage. Sympathien ytrer sig ellers her snarest for Psalmesang og Orgelmusik, og selv en senere Protestant kunde vel udtrykke sin Følelse i de ovenfor citerede Ordelag, som jo anslaar fælles kristelige – baade katholske og protestantiske – Strenge. Naar Prof. Daae kort efter om Mag. Absalon Pederssøn bemærker, at man vil hos ham og andre litterære Samtidige forgjæves søge Sympathier for katholsk Gudstjeneste og for den faldne Romerkirke, kan man i sin Almindelighed være enig heri; men alligevel var det let ved at fremtrække enkelte Citater hos Mag. Absalon at drage lignende Slutninger om hans Sympathier for den gamle Tro, f. Ex. hans Ytringer om St. Olaf („at St. Olafs sag, lærdom og krig og bekjendelse haver været ret“), om Biskop Jakob af Oslo (Hvad kan kristeligere skrives eller bekjendes?) o. s. v. Prof. Daae bruger i en anden Forbindelse om Absalon det noget for stærke Udtryk, at han „ skrev sin Beskrivelse en halv Menneskealder efter 1553.“ Mellem 1553 og 1567 er der kun 14 Aar; skulde
- ↑ Dette Ord synes forresten efter de andre Haandskrifters Vidnesbyrd at være Skrivfeil for „fremmede“.
