Side:Historisk Tidsskrift (Norway), tredie Række, første Bind (1890).djvu/307

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Forklaring vil ikke Hr. Daae lade gjælde, men foretrækker at betegne Beretningen som et „Sagn, ja som Vandringssagn“; han citerer en Række Paralleler fra andre norske Byer, hvoraf de fleste er yngre, men Exemplet fra Oslo saa gammelt som 1508. Jeg skal vel vogte mig for at modbevise denne Formodning, som maaske kan have lige saa meget for sig som min; men skal kun bemærke, at jeg ikke kan se nogen Grund til, at ikke ogsaa et saadant „Vandringssagn“ kan være kommet ind i „Biskopernes Bøger“. Vi alle vide, at man i 2den Halvdel af 16de Aarhundrede i Norge drømte om et ældre større og mægtigere Norge, og denne Følelse har sat sig et veltalende Minde i Absalon Pederssøns Norges Beskrivelse (1567). Men hvorfor skulde ikke denne Følelse kunne herske paa Hamar i 1553, hvor alle maatte føle Fortidens Storhed i Sammenligning med Nutiden, og hvorfor skulde den ikke være ældre? Hr. Daae har selv citeret et lignende Stemningsudbrud fra Oslo 1508, og jeg kan tjene med et Vidnesbyrd, som er endnu ældre. I et Haandskrift af Landsloven har en Haand fra 2den Halvdel af 14de Aarhundrede oplyst, at fuld Almenningi Norge var 336 Skibe med 33,600 Mand foruden hvad der kom fra Jemtland og Oplandene, – et Praleri, som vel sætter Mandskabet næsten 3 Gange for stort, og denne Notits gjenfindes i adskillige Haandskrifter fra 15de og 16de Aarhundrede og har altsaa fundet fuld Tiltro[1]. Hvorfor skulde man saa ikke kunne i 1553 have fundet i Biskopernes Bøger Optegnelser om Oplandenes vaaben-

    er en Feillæsning af Hr. Daae, og hans Argumenter mod dette kan derfor forbigaaes.

  1. N. g. L. IV 399 og 762. Notitsen er ogsaa vandret til Island og findes optaget hos Arngrim Jonsson (1597).