dokumenter, findes jo netop hyppigt i denne Tid, uden at man behøver at lægge mere deri i Hamar end f. Ex. i Kannikernes Klage i Nidaros 1558. Hvis der i 1553 fandtes Traditioner om Svenskernes Herjetog og Indtagelse af Bispegaarden i 1453 og i 1503, maatte dette være fuldstændig tilstrækkeligt til at tale om, at Hamars Gaard blev forstyrret og brændt, saa Dokumenter ikke kunde skaffes[1]. Det samme gjør jo Kannikerne i Hamar 1575, naar de vil bevise (hvad der er aldeles uhistorisk), at Hamars Kapitel altid havde havt Kapitelgjæld at forlene: „deres Privilegier var brændt udi forleden Feide“[2]. Naar Hr. Daae vil hævde, at dette Sted er skrevet efter 1567, og henviser til Begivenhederne i dette Aar, maa han bortforklare det brugte Udtryk „paa den Tid“, som jeg ansaa identisk med „Bispernes Tid“ (d. e. før 1537). Hr. Daae har altsaa overseet, at Udtrykket forekommer 2 Gange i den citerede Text (S. 3005–8), at det bruges som Overskrift over hele Stykket „om Hammers By, hvor stor han var, med sin Egn, Fiskevand og Herlighed paa den Tid“, samt overhovedet en Række Gange i selve Beskrivelsen, overalt i samme Betydning[3]. Saalænge ikke Hr. Daae kan give en anden Fortolkning af ogsaa disse Steder, anser jeg mig berettiget til at fastholde, at min Forklaring er „ikke blot begrundet, men nødvendig“, og at Stedet maa være forfattet før 1567.
- ↑ Jeg har naturligvis ikke „overseet“, at der hverken i 1453 eller i 1502 var Tale om, at Hamar Gaard blev opbrændt; men derimod har jeg – og vel med rette – antaget, at et „Overfald og Plyndring“ i Traditionen blev omformet til „opbrændt og forstyrret“.
- ↑ Norske Rigsregistranter II 167.
- ↑ Se Bergs Udgave s. 249, 252, 257, 25s, 259, 262, 264, 267, 268 (3 Gange), 272 samt det identiske „i de Dage“ S. 259, 263, 264, 265 (3 Gange) og 266.
