tolkningen og søge at vise, at det ikke er mig, som „tøier og vender det paa Prokrustes’ Seng“. Stedet lyder saa:
Item kunde man og forfare af Bispernes Bøger og Breve, som de lode efter sig udi Hammer, at der som nu ere Maaser og Gaaremyrer og slemt Uføre, de var paa den Tid herlig Fiskevand, saa at Hammers Borgere og Indvaanere finge der megen Fisk nok til bedste, noksommelig ogsaa bevises kunde, dersom ingen (Rigens) Fiender paa den Tid ikke havde opbrændt og forstyrret Hammers Gaard“.
Hr. Daae gjengiver Meningen af dette Sted saaledes: „At disse Sumper og Moradser i sin Tid havde været Fiskevand, det kunde man engang i Verden bevise af Bispernes Bøger. Nu kan man derimod ikke mere bevise det, thi Rigets Fiender have brændt Hamars Gaard (og dermed hine Bøger)“. Den Modsætning, som Hr. Daae finder mellem „engang i Verden“ og „nu“, er, som man vil se, vilkaarligt indlagt i Ordene. Hr. Daae synes mig her at have overseet, at hvad der efter Skriftets egne Ord fandtes i 1553, det refereres i Imperfektum. Stedet siger – efter min Opfatning – at man i 1553 kunde forfare af Biskopernes Bøger og Breve, at de daværende „Gormyrer“ havde tidligere været Fiskevande, d. e., man har fundet i Regnskaberne Notitser, hvoraf man sluttede dette. For at bestyrke dette har da Forfatterne tilføiet, at denne Slutning skulde nok kunne lade sig bevise, hvis ikke Rigens Fiender paa den Tid havde opbrændt Hamars Gaard – og borttaget Beviserne. Prof. Daae har tillige overseet Modsætningen mellem „kunde man forfare“ og „kunde bevises“ og finder derfor som Resultat, at Beretningen er i Modsigelse med sig selv. Men hvis man læser omhyggeligt hvad der staar og ikke gjør Tilsætninger, vil man her blot kunne finde en Undskyldning for, at man ikke kunde bevise, hvad man vilde. Den Undskyldning, at Rigens Fiender har borttaget Arkiv-
