ved to Riddere og derefter at blive sagsøgt som en anden „Mugamand“.[1] Dette har maaske været en saadan kongelig Huskarl paa Landet med en liden Veitsle?
Endnu engang, men neppe heller oftere, finde vi verdslige Mænds, Ridderes eller Væbneres Sædesvende nævnte. Det var i 1388, da Rigsstyrelsen i Norge overdroges Dronning Margrete. Her vedtoges nemlig, „at hverken Erkebiskoppen eller Bisper, Provster, Riddere eller Svende skulde holde flere Huskarle og Sædesvende, end Lovbogen og Hirdskraaen tilstede.“[2] Ved denne Leilighed nævnes vistnok Hirdskraaen for sidste Gang i en offentlig Akt.
Ombytningen af de ældre Benævnelser Huskarl og Skutilsvend med den senere „Sædesvend“ lader os tydelig forstaa, at Prælaterne efterhaanden have fundet sin Regning ved at anbringe sine skattefrie Tjenere rundt om i Stiftet eller at overdrage den Frihed og de Begunstigelser, hvorover de raadede, til Personer, der allerede tilforn havde Eiendom og Bopæl i dette, for derved at knytte dem til sig og sin Tjeneste I hvilken Udstrækning afgiftsfrie Forleninger af Statens Gods have været uddelte til Sædesvendene, er, som allerede anført, umuligt at sige, heller ikke kan med fuld Vished siges, om de i andre Stifter omtalte Aarmænds Forretninger som Regel have været Sædesvendene overdragne, skjønt dette ganske vist bliver sandsynligt. Naar man f. Ex. ser, at Erkebispen i 1429 havde en egen ombudsmand for sit Gods i Hamars Stift,[3] da er det jo saare rimeligt, at Manden tillige har været Sædesvend.
