eða bygðum heima, derfor forbydes det dem at holde nokoro setu sveina.[1] Heraf synes Ordet „Sædesvend“s Etymologi at fremgaa. At tænke paa Bispesædets Svende vilde allerede være sproglig urigtigt. Sædesvend betyder aabenbart en bofast, saa at sige residerende Svend eller Tjener i Modsætning til den i Herrens Gaard tjenende Huskarl. Det er forøvrigt værd at lægge Mærke til, at der i Kongespeilet findes et Sted, der antyder, at ogsaa Kongen har havt Tjenere, der, om de end ikke benævntes Sædesvende, dog indtoge et lignende Forhold til ham, som de geistlige og verdslige Høvdingers Sædesvende til sine Herrer. Det heder nemlig, at Kongen ogsaa har Huskarle, som have Gods af ham i veitsle for 12 Øre indtil 2 Mærker; de ere ikke bordfaste i Hirden, men ere i Herederne som stjórnarmenn, og nogle af dem ere Lendermandssønner, andre rige Bønder, som regne sig næsten jevngode med Lendermænd.[2] Fra en Tid, ikke meget fjern fra den, paa hvilken Kongespeilet er forfattet (fra 1301), have vi et Brev fra Kong Haakon Magnussøn, hvori en Eilif Skodra trues med, ifald han ikke opfylder et givet Paalæg, at blive afsat af sin Tjeneste
- ↑ Norges gl. Love, III, S. 160.
- ↑ Kongespeilet, Christiania 1848, S. 60. Det har undertiden forekommet mig som en Mulighed, at vi i disse residerende Huskarle kunde have den første Oprindelse til Bondelensmændene. Man sammenligne Munch. D. n. F. Hist., 2. Afd., II, S. 200. Man ser af det Lovsted, Munch citerer, at Lensmændene undertiden vare haandgangne Mænd, undertiden ikke. Det Sted i de historiske Kilder, hvori Ordet Lensmand i denne Betydning, saavidt mig bekjendt, første Gang forekommer, er i Peder Claussøns Oversættelse af den udførligere Haakon Sverressøns, Guthorms og Inges Saga. (Kongesagaerne, overs. ved P. A. Munch og O. Rygh. II, S. 220). Men Originalen savnes jo til denne Saga i dens udførligere Form.
