optoges i den endelige Sættargerd eller compositio af 1277.[1]
Overensstemmelsen mellem denne Bestemmelse om Erkebispens homines og Skutilsvende og Vincents Lunges Forklaring i det ovenfor citerede Brev til Slotsfogden paa Vardøhus er saa iøinefaldende, at det ikke vel lader sig betvivle, at vi her have Oprindelsen til de senere Sædesvende.
At nogen Indskrænkning i denne Hierarchiets Ret er indtraadt, da Sættargerden blev brudt under Erik Magnussøns Regjering, er vistnok at antage, men hvor vidt Indskrænkningen har strakt sig, er vanskeligere at sige. Prælaterne have udentvivl vedligeholdt sin Hird, om der end fra Kronens Side har været gjort Indgreb i deres Ledingsfrihed. Vist er det imidlertid, at Haakon Magnussøns Retterbod af 1308 eller 1309 tilstaar Erkebispen hans 100 og Biskopperne deres 40 Mand.
Denne Retterbod fastsætter ogsaa Bestemmelser om, til hvem disse Tjenere have at betale almindeligt Sagefald, men paa en anden og for Hierarchiet ugunstigere Maade, end bestemt var 1273 og 1277. De almindelige Bisper fik ingen Ret til Sagefald af disse sine Tjenere, udenfor hvad Christenretten maatte hjemle, og Erkebiskoppen kun en ganske indskrænket Ret.[2]
Navnet Sædesvend, der mig bekjendt ikke tidligere forekommer i denne Betydning, møde vi i Magnus Erikssøns Retterbod af 18de December 1332 om verdslige Høvdingers Huskarle. Her omtales, at forskjellige Mænd have tilladt sig at tage Svende og lade dem sværge Troskabsed som til Konger, og at disse Svende sitja i stødum
