og stadigt og dermed deres Evne til at forøge sine Tjeneres Antal.
Under Forhandlingerne mellem Magnus og Geistligheden se vi i denne Henseende Syn for Sagn. Ved den foreløbige Overenskomst af 1273 tilstaaes nemlig, som Enhver vil erindre, Erkebispen Ret til at have hundrede Mand (homines) „liberos et immunes ab expeditionibus regiis et vocationibus et a tractione navium et specialiter de tributo, quod vulgariter leidanger appellatur“, og af disse hundrede skulde nogle (quidam), qui scutilsvenar appellantur, ikke alene selv være frie for hine Byrder, men selv tredie (cum duabus aliis personis), quas ipsi ad hoc de sua familia duxerint eligendas, medens de øvrige skulde nyde Friheden selv anden. Hvor mange af de hundrede Erkebispen havde Ret til at gjøre til sine Skutilsvende, anføres ikke, og det har altsaa staaet til ham selv at bestemme det. Den samme Ret skulde ogsaa tilkomme de fire andre norske Biskopper, dog saa, at Tallet for deres Vedkommende begrændsedes til firti. Denne Ret omtales dog som noget ganske nyt: Kongen har villet ecclesiam Nidrosiensem amplioribus beneficiis, quam huc usque habuerat honorare.[1] Dette vil jo klarlig sige, at Erkebispen og Bisperne fik en privilegeret Hird, hvis Medlemmer, da Ledingen blev en reel Byrde, fritoges for hvad man kaldte to eller tre Nev, det vil da vel sige af deres private Gods, thi hvad Biskopperne maatte forlene dem af Kirkens Gods, vilde jo allerede som saadant, i det mindste som oftest, være skattefrit. Man erindre den Oplysning, der i saa Henseende særlig haves om alt Kirkegods i Indherred.[2] Bestemmelsen
