Erkebiskoppen tilkommende Rettigheder, ikke tales om hans Hird.
Saasnart Erik havde efterfulgt Eystein, blev imidlertid denne Sag et brændende Stridsspørgsmaal. Sverre fandt, at Erkebispen (altsaa endnu mindre Lydbisperne) ikke havde Brug for nogen Hird, men at han hellere burde bruge Stolens Indtægter til at bygge paa sin Domkirke, og vilde i ethvert Fald minde ham om Loven, der forbød ham at fare om med mere end 30 Mand, hvoraf endda kun 12 skulde være bevæbnede og det kun med hvide Fredsskjolde. Erkebispen havde derimod reist med en tyvebænket Snekke, bemandet med 90 eller flere væbnede Folk. Striden havde, som bekjendt, til Følge, at Erkebispen forlod Landet.[1]
Under sin Fraværelse fra Norge udvirkede Erik imidlertid hos Paven den bekjendte Bulle af 15de Juni 1194, som man, ifald saadant havde været brugeligt hos os, for Kortheds Skyld kunde benævnt efter Begyndelsesordene Ea cura et diligentia. Heri er der ogsaa en Bestemmelse om Erkestolens verdslige Tjenere (laici beati Olavi martiris servitio deputati), der efter Pavens Bud skulle være frie for alle Ydelser, som paa Norsk kaldes Leding.[2] Fra dette Øieblik af blev selvfølgelig en saadan Frihed for Hirden paastaaet fra Erkebispens Side. Om den af Kongedømmet blev indrømmet, er en anden Sag. Under enhver Omstændighed har dog Kongedømmet i den følgende Tid ikke formaaet at standse Hierarchiets fortsatte Bestræbelser for at indtage en efter Norges fattige Vilkaar fyrstelig Stilling. Bispestolenes Gods voxede stærkt
