Vi gaa nu over til at undersøge Sædesvendenes Oprindelse.
Naar Erik Walkendorf i det Brev til Paven, der aabner min Undersøgelse, fortæller, at disse hans Tjeneres Frihed hidrørte a tempore immemorabili, havde han udentvivl Ret. Thi de staa i den nærmeste Forbindelse med den Hird, hvormed Biskopperne allerede i det 12te Aarhundrede stræbte at omgive sig i Lighed med Konger og Jarler. Den kongelige Hird opløses og forsvinder i det fjortende Aarhundrede. Kirkefyrsternes Hird vedligeholder sig derimod lige til Reformationen, om end det gammelnorske Navn da forlængst var gaaet af Brug.
Medens Biskopperne før 1152 sandsynligvis have indtaget en forholdsvis beskeden Plads i Samfundet, begyndte de efter dette i Hierarchiets Historie afgjørende Mærkeaar snart at optræde som Fyrster (tignarmenn), en Stilling, som jo ogsaa Loven[1] indrømmer dem. Ikke alene Erkebispen, men vistnok ogsaa de saakaldte Lydbiskopper eller Suffraganer skaffede sig en Hird. Idetmindste ser man, at Paal (Biskop af Bergen 1170–1190) i et bevaret, men udateret Brev omtaler foruden „alle mine Huskarle“ ogsaa en Person, hvem han kalder „min Skutilsvend“[2] At Erkebiskop Eystein havde mange bevæbnede Mænd i sin Tjeneste, sees af Sverres Historie. Men derimod er det mærkeligt nok, at der i det meget omstridte Brev, hvorefter Kong Magnus Erlingssøn skal have taget Riget til Len af St. Olaf, og hvori der nævnes saa mange andre
