Som noget usædvanligt kan det ansees, at en Erkebisp
ved sin Palliumsreise til Rom har erhvervet sig
Pavebrev ikke alene, som almindelig var Skik, til Kongen,
Lydbisperne, Capitlet, Geistligheden og Folket, men ogsaa
til sin Erkestols universi vassalli, hvorved man først og
fremst maa tænke paa Sædesvendene. Dette skede 1346,
da Arne Einarssøn Vades Valg til Erkebisp bekræftedes
af Pave Clemens VI.[1]
Sættargerdens Fornyelse i det femtende Aarhundrede, da først Karl Knutssøn, dernæst Christian I. (1458) atter erkjendte dens Gyldighed, maatte medføre, at de erkebiskoppelige og biskoppelige Tjeneres Sagefald i større Udstrækning kom til at tilfalde deres geistlige Herrer. At saa virkelig har været Tilfælde, bestyrkes ogsaa ved en Sammenligning med Kong Haakons anførte Retterbod og Vincents Lunges ligeledes citerede Brev til Fogden paa Vardøhus.
Tilsidst skal gjøres opmærksom paa, at der omtales Svende ogsaa under Kannikerne eller Chorsbrødrene i Nidaros. Idet Haakon Magnussøn (1300) tager Chorsbrødrene under kongelig Trøst og Værn, forbyder han alle at forulempe dem selv, deres Svende og Gods; i samme Brev nævnes deres „varnade“,[2] og i en Bekræftelse heraf af 1366 omtaler den yngre Konge af samme Navn atter Chorsbrødrenes varnade sveinar.[3] Disse Personer kunne dog ikke have været mere end almindelige Leilændinger; thi i den førstnævnte Konges Retter-
