Tradition, oplyser han, at „derom vide Indbyggerne intet, dog have de den Superstition og Mistanke om samme Vand, at naar de drage derover, ville de ikke nævne det ved sit Navn, men kalde det Fjorden“, – en Beretning, som ellers viser, at Indbyggerne fremdeles var bange for Mjøsens Undre og vel i sit stille Sind fremdeles frygtede Sjøormens Tilværelse. Peder Claussøn havde været tilstede ved Hyldingen i Oslo 1610[1] og har vel der forespurgt sig om Sjøormen hos Hamarske Geistlige, som kan have givet ham de beroligende Svar; man maa nemlig erindre, at Tiden mellem 1588 og 1610 var en Fredsperiode for Danmark-Norge og der forefaldt ingen „Herreskiftning“, saa Sjøormen havde ingen Leilighed til at aabenbare sig. Men ikke før begynder Kalmarkrigen, før ogsaa Sjøormen atter kommer frem: Michel Anderssøn forsikrer udtrykkelig, at mellem 1610 og 1623 har Sjøormen vist sig ikke mindre end 3 Gange, og hver Gang varsler den „synderlig Forandring“. Ogsaa fra nyere Tid kan Sjøormen skaffe samtidige Attester. Prof. Gr. F. Lundh vidner i sin Udgave af Hamar-Beskrivelsen[2]: „Fra umindelige Tider tilbage beretter Sagnet, at man i Mjøsen har seet en stor Søslange, og Sandheden heraf er i de seneste Aar fuldkommen bekræftet“. Lundh skrev dette i 1821, og aabenbart har altsaa efter hans Mening Sjøormen været Varsel for den „store Forandring i Riget“, som var foregaaet i 1814. Mag. Fr. Hammerich har fra 1834 ligeledes en optegnelse om, at der da nylig atter havde vist sig en Sjøorm i Mjøsen[3]. At Sagnene om Sjøormen i Mjøsen endnu lever paa Oplandene, derom har jeg nylig faaet uforkastelige Vidnesbyrd, idet to Ha-
