saa Olaus Magnus allerede i 1539 har kjendt Sagnet om Sjøormen som et Varsel for Hamars Kirkes og Bispesædes netop indtrufne Undergang, – altsaa at han har samme Opfatning af Sjøormens Betydning, som kommer frem i 3die Afsnit af Hamar-Beskrivelsen. Dette Skrifts mere detaljerede Skildring af de mærkelige Varsler synes at have fuldstændig Præg af en levende Folketradition; at Sjøormen knyttes sammen ved andre Varsler fra Domkirken og Korskirken, fra Borgegaarden og fra Helgeøen, er kun hvad man maatte vente, naar der skulde skildres de Anelser, som gik forud for hele Biskopstolens og „Kjøbstadens“ Undergang. Jeg maa her fremhæve som sandsynligt, at hvis denne Tradition var senere, f. Ex. yngre end 1567, vilde den ganske anderledes være knyttet til Begivenhederne under Syvaarskrigen, medens „Beskrivelsen“ ikke nævner disse og kun dvæler ved Bispesædets og Kjøbstadens Undergang i 1537. Derfor er det ganske korrekt, at en Sagnfortæller fra 1834, som (aabenbart paa 2den eller 3die Haand fra Hamar-Beskrivelsen) gjengiver Sjøorm-Sagnet, antager Sjøormen for at have været et Varsel om Byen Hamars Undergang i den svenske Krig[1]. Overhovedet maa det hævdes, at Sjøormen i Mjøsen altid er et Varsel, og at Samtiden altid har vidst at forklare Varslets Opfyldelse i samtidige Begivenheder. Peder Claussøn, som i sin Naturhistorie (1599) gjengiver Olaus’s Beretning om Sjøormen, lægger til, at den kun viser sig „naar Herreskiftning eller stor Forandring sker i Riget“, og at den „er seet ikke mange Aar forleden“, altsaa aabenbart, at den har været Varsel ved den sidste „Herreskiftning“, nemlig Fredrik d. 2dens Død 1588[2]. Men i „Norges Beskrivelse“ (1613), hvor han omtaler samme
