af lignende Jærtegn, der altid gaar forud for de store Katastrofer i Sturlungetiden[1]; medens man for disse altid kan føle sig fristet til at antage, at en i den islandske Sagakomposition saa bevandret Herre som Sturla Thordssøn kunde af sin „litterære Samvittighed“ føle sig fristet til at komponere Jærtegn, hvor disse ikke fortaltes af Traditionen, er en saadan Antagelse neppe tilstedelig i Hamartraditionerne. Thi vi har ogsaa ældre Vidnesbyrd om ialfald et af disse. Hr. Daae finder Jærtegn-Skildringen fabelagtig, og jeg skal visselig ikke søge at hævde denne som historisk; derimod vil jeg lægge mere Vægt end han paa, at de stammer fra samtidig Tradition. Allerede Jacob Ziegler (1532) beretter om den Sjøorm, som viste sig i Mjøsen Aar 1522, og Hr. Daae har visselig Ret i, at Erkebiskop Olaf Engelbrektssøn allerede under sit Ophold i Rom 1523–24 har fortalt Jacob Ziegler om denne Sjøorm og betragtet den som et Varsel for Christian d. 2dens kort efter paafulgte Fordrivelse; Olaus Magnus udskriver i Hist. Gent. Sept. (1555) samme Beretning, men forklarer den tillige som Varsel for „Prælaternes Forfølgelse, ja Fædrelandets Undergang“ (altsaa Begivenhederne i 1537). Det er altsaa sikkert, at man i Hamars sidste Dage troede at have seet Sjøormen i Mjøsen, og at man i den erkjendte et Varsel for Ulykker, som indtraf i Samtiden. Olaus Magnus har paa sit nylig gjenfundne Kart fra 1539[2] givet en nøiere Afbildning af Sjøormen: ligeoverfor Hamars Domkirke mellem Klipperne ved Søen ligger nemlig den store Orm og vrider sig, idet den strækker Gabet frem mod Kirken. Jeg kan ikke heri se andet, end at og-
