Gaard, i hvilken selve det omtalte Møde holdtes, og i hvilken Christiern Munk selv residerede, o. s. v. Domkirken omtales ligeledes, som om den allerede skulde være en ren Ruin, hvad den, om end forfalden, dog ingenlunde kan have været i 1553; det lyder helt paafaldende, naar det betegnes som Mærkværdighed, at en „Altersteen endnu var tilsyne i Bispens Capel“ ved den Tid, da man dog maa tænke sig hint Capel i det væsentlige bevaret, som det havde været ved 1537. I 1551, altsaa to Aar før Beskrivelsens paastaaede Affattelsestid, kaldes Kirken endnu „den skjønneste Kirke, som er udi alt vort Rige Norge“, en Omtale, som ikke vilde være brugt om en halv ødelagt Ruin.
Alt peger saaledes tydeligt paa en senere Tid, en Tid, da Domkirken var opgiven og overladt til sin Skjebne, Domkapitlet opløst og Latinskolens sidste Levninger forsvundne, medens dog endnu Traditionen var fast og levende nok til overalt at kunne paapege, hvor de forskjellige Institutioner havde havt sine Lokaler, og til derhos at kunne fortælle et og andet Sagn om de gamle Herligheder. Man maa da nærmest, hvad Berg allerede har gjort, tænke paa Begyndelsen af det syttende Aarhundrede. En saadan Antagelse turde vinde i Sandsynlighed ogsaa derved, at just paa den Tid den catholske Reaction, fremkaldt nærmest gjennem Jesuiterne, naaede op til Norge. Der gaves som bekjendt dengang mere end en norsk Præst, ja endog norske Lægmænd,[1] der grebes af hin Bevægelse, ja endel af den søndenfjeldske Geistlighed blev endog af den Grund afsat. Man behøvede i
- ↑ Omtrent 1630 traf Otto Sperling i Norge en Adelsmand, der intet Len havde kunnet faa, fordi han i sin Ungdom havde gaaet i Skole hos Jesuiterne. O. Sperlings selvbiographi ved S. B. Smith, S. 66.
