de hørte sjunge“.[1] Vilde man i 1553 vovet at byde Magthaverne saadanne Ord?
Jeg indrømmer, at der allerede i det sextende Aarhundrede var opkommet chauvinistiske Forestillinger om et fordums rigt, mægtigt og blomstrende Norge, en Bemærkning, jeg selv allerede for mange Aar siden har fremsat.[2] Den Art Begreber om Norges tidligere Middelalder fandt endog Veien til Sverige, hvor man i et bekjendt Poem tiltalte Norge saaledes:
Olim dives eras, fortunis, robore sceptro,
Viribus, imperio divitiisque potens,
Florebas, ut odoriferi rosa tempore veris
etc. etc.
og hos Absalon Pederssøn møder man nok af Ytringer, som gaa i samme Retning. Men Absalon skrev dog sin Beskrivelse en halv Menneskealder efter 1553, og man vil hos ham og andre literære Samtidige forgjæves søge Sympathier for catholsk Gudstjeneste og for den faldne Romerkirke.
Overalt gjennem den hele Hamars Beskrivelse vil man i den topographiske Skildring stadig møde Præteritum endog der, hvor man hos en Forfatter, der skrev i 1553, nødvendigvis skulde vente Præsens. Endog Gjenstande, som ved hint Aar fremdeles maa have existeret, omtales nemlig som noget forhenværende. Selve det Taarn, hvor det paaberaabte Archiv ifølge Intimationen dengang befandt sig, „stod“, der „vare“ Kjeldere under den samme
- ↑ Et Parallelsted: „Den Jammer og Ynk, som man hører og ser dagligdags paa dette fattige Folk, maa komme et Menneske til at græde, uden at han ellers har et Staalhjerte.“ (En Beskrivelse over Lofoten, Vesteraalen osv. af 1591, Norske Vidensk. Selsk. Skrifter i det 19de Aarh. I. S. 472).
- ↑ Norsk hist. Tidsskr. 1. R. III. S. 497.
