mental Aand, som ikke tilhører Reformationstiden, der meget snarere udmærkede sig ved cras Realisme og brutal Haardhændethed. Endog den katholske Kirkes egne Tilhængere vare ingenlunde bange for at angribe Kirker og Helligdomme. Eske Bille f. Ex. var, dengang da han nedrev Bergens prægtige Gudshuse, en god Tilhænger af den gamle Lære og bøiede sig først efter Revolutionen af 1536 modstræbende for den nye Lære; i Bergen fortrædigede han endog Protestanterne og maatte ved Kongebrev fra Frederik I tvinges til at holde inde dermed. Pieteten mod det, Fædrene havde æret, var ringe, og endog Geistligheden gav, da det kom til Stykket, paafaldende let Kjøb. Om Martyrer for den gamle Tro er just ikke megen Tale. Ganske vist gaves der dem, der i Løn sukkede over Ødelæggelsens Vederstyggelighed og ønskede de gamle Tider tilbage, men de vogtede sig helst for at give sine Tanker Luft. Allermindst kan det tænkes, at slige Følelser, ifald de rørte sig hos nogen af de katholsk opdragne Præster, der omtales i „Intimationen“, og hvem man altsaa nærmest maa tænke paa som Forfattere, skulde være komne til Udbrud i et Skrift, bestemt for Erkelutheraneren Christian III eller dog for Datidens Magthavere. Alligevel omtales i Skriftet den catholske Gudstjeneste og Pilegrime, der drage til Rom, ja til det hellige Land, (saadanne forekom i den sidste Del af Middelalderen vistnok yderlig sjelden, om nogensinde i Norge) med en ikke ringe Sympathi og Varme. Vistnok forekomme ogsaa Vendinger som „det blinde Papisteri“, men lige ved Siden deraf har man Ord som disse: „Den, som ikke havde et Stenhjerte, maatte græde af Glæde for Guds usigelige Naade imod Menneskene og Guds hellige Ord og de deilige [catholske] Psalmer, som
