eller Archivet være tilintetgjort. Hvad der vides om Begivenheden i 1453, vil findes samlet i mit, ogsaa af Prof. Storm citerede, Skrift „Kong Christiern I.s norske Historie“ S. 87. Man vil se, at Gaarden først kom i Svenskernes Besiddelse, maaske endog uden Modstand fra (den bevislig svensksindede) Biskop Gunnars Side, og at den derefter kom i Hartvig Krummedikes Magt, indtil denne omsider maatte finde sig i at give den tilbage til dens retmæssige Herre, Biskoppen. Om Hr. Knut Alfssøns optræden paa Hamar i 1502 vides kun lidet. Man maa tro, at han har vundet Bispegaarden gjennem overrumpling. „Opbrændt og forstyrret“ den har han ikke, thi ellers havde dette sikkerlig ikke været fortiet i det Document, som her er Kilden. Dette Document indeholder nemlig hele hans neppe altfor skaansomt redigerede Synderegister og den bekjendte efter hans Død afsagte Dom over ham som Landsforræder.[1]
At nu „Bispernes Bøger“, hvorpaa det her kommer an, ialfald ikke brændte 1502, det se vi desuden deraf, at der c. 1520–1530 efter Biskop Hermans Copibøger er givet en Udskrift af et Brev fra 1488.[2]
Medens altsaa de af Storm fremdragne Krigsbegivenheder i 1453 og 1502 vise sig ikke at passe paa det omhandlede Sted, passer derimod det, som man ved om 1567, desto fortræffeligere. Da blev virkelig Bispe- (Kongs-) Gaarden „opbrændt og forstyrret“, (den blev „sprængt med Krud“) og var fra den Tid af en Ruin, (hvad den ikke var i 1553). Og ved den Leilighed er da sandsynligvis Bispearchivet ødelagt. Som vistnok væsentlig bestaaende af Adkomstbreve o. desl., der ved-
