tager Hensyn til, at Bisperne ogsaa stundom skulle have været forlenede med en Del af Hedemarken. Endog Christiern II, der dog ikke kan beskyldes for at have sparet sine Biskopper, forlangte dog i sin Svenskekrig ikke mere end 40 Mand af hver af Bisperne i Oslo, Stavanger og Hamar.[1] Beretningen om 100 Ryttere som en sædvansmæssig Contingent minder forøvrigt paatagelig om den Fortælling om et enkelt Tilfælde, der findes i den Hamarske series episcoporum hos Jens Nilssøn.[2] Her fortælles nemlig, at „Biskop Sigvardus“ bistod Erik af Pommern med 100 Ryttere til et Tog imod de oprørske Svenske, en Beretning, der ikke kjendes andetstedsfra. Skal en saadan Hjelp være ydet i Biskop Sigurds virkelige Funktionstid (ca. 1381–1419), da maa man vel tænke paa Krigen i 1389, men da var det jo ikke Erik, men Margrete, der beherskede Riget. Nu har imidlertid Beskrivelsens Bisperække anbragt Sigurd paa et urigtigt og senere Sted, og man skulde da tænke paa Toget i 1439 mod Elfsborg, ifald man kunde stole paa, at Undsætningen virkelig var ydet Erik af Pommern.
Iøinefaldende er den Rolle, som netop denne Biskop Sigurd spiller i Beskrivelsen. Som anført feiler denne i Henseende til Sigurds Levetid, men til Gjengjeld har den Beretninger baade om hans Herkomst (fra Storbønder i Romedal), om hans Strenghed i at øve geistlig Disciplin og om hans Iver for at forøge sin Bispestols Besiddelser. Netop hans „Breve og Bøger“ er det ogsaa, som med paafaldende Forkjærlighed paaberaabes i Beskrivelsen. Historien ved ikke ret meget om Sigurd
