skala. Fra 1800 ved Aaret 1300 daler Borgertallet først, som vi have seet, til 900, men saa nøier Beskrivelsen sig for de sidste Biskoppers Tid med at fortælle os om „200 Gaarde og 200 Borgere, dog største Parten Embedsmænd, foruden Kvinder og Børn, som var vel mere end 4 Gange saa mange“.[1] Det forstaar sig, at det er af „Bisp Mogensis og Bisp Hermans Bøger og Breve“, at denne Oplysning udgives for at være hentet. Det lyder imidlertid besynderligt, at gamle og erfarne Folk i 1553 ikke skulde kjende disse Forhold bedst af egen Erfaring, thi i 1553 vare kun 16 Aar forløbne siden Mogens’s Afsættelse (1537). Havde hine 200 Gaarde og 200 Borgere existeret i Mogens’s Tid, maatte vistnok i 1553 mangfoldige Gaarde endnu have staaet paa sine Pladse og en stor Del Borgere endnu have levet, ifald – de nogensinde havde existeret. I Forbindelse med disse 200 Gaarde og 200 Borgere anføres nu videre, at „udi lige Maade“ (ɔ: af det undersøgte Archiv) kunde man „forfare“, at Bisperne vare forpligtede til at stille 100 „geruste“ Mand (ɔ: Ryttere) i Felten, naar Krig paakom. At den geistlige øvrighed i det tyndt befolkede Stift skulde til Stadighed stille 100 Ryttere, maa forekomme os at være en stor Fordring, selv om man
- ↑ Meningen er altsaa, at før den sorte Død har Hamar havt sin Guldalder, under den mindeværdige Biskop „Sivord“ endnu en respectabe1 Sølvalder, under de sidste Bisper en Kobberalder, endelig efter den Tid Jernalderen og Undergangen. I Virkeligheden maa man vel snarere antage, at Biskopsflekken idet Store taget jevnt er voxet, eftersom mere og mere Jordegods korn under Kirkens „døde Haand“ og Præbendernes Antal tiltog. Nye saadanne oprettedes jo endnu i Slutningen af femtende Aarhundrede. Men paa den Tid, Beskrivelsen efter min Mening fremkom, havde Forestillingen om det gamle Norges og særlig det gamle Hamars fordums Herlighed allerede fundet Indgang.
