Steder har imidlertid Mythedigtningen i det sextende Aarhundrede floreret og skabt Sagn om en overdreven Bebyggelse og et overdrevet Folketal. Forskjellen er kun, at Hamarsagnene ere fyldigere, og at Stavanger-Sagnene ikke paaberaabe Archivdokumenter. Men man kan opdrive ogsaa flere Exempler paa, hvad jeg her med et Fællesnavn vil kalde „Borgersagn“. Saaledes hørte jeg i 1876 personlig paa Veø i Romsdalen et Localsagn om, at denne „By“ skulde havt – 400 Borgere, noget, som i høi Grad morede mig, thi medens der paa Hedemarkens Sletter og ved Stavanger dog idetmindste er Rum til saamange Borgere, som det skal være, vilde der paa den ganske lille Del af Veø, som kan have været bebygget, umulig have været Albuerum til 400 Borgere med Familie og Tjenere, allermindst om der skulde have været bygget paa Middelalderens spatiøse Vis. Og dette Sagn fra Veø er ikke ganske nyt, jeg har seet det i Throndhjem i en Opsats fra forrige Aarhundrede (saavidt jeg erindrer, dateret fra Vestnes Gaard), af hvilken jeg dog ikke har min Afskrift ved Haanden. Ogsaa for Oslos Vedkommende har man et Borgersagn, idet der, som bekjendt, i Christiern II.s Tid (1508) anførtes, at Byen, som da kun havde 60–80 „husarme, fattige Mænd“, før Tydskernes Tid skulde have havt „500 eller 600 rige og velemnede Mænd, Norges Rige til Hjelp, Trøst og Bistand“.[1] Der spores i dette Sagn en priselig Moderation i Sammenligning med de ovenfor omtalte grove Skryderier, men stort mere end et løst Sagn kan vel heller ikke Tallet for Oslos Vedkommende antages at være.
Hamarsagnet fremviser en jevnt synkende Borger-
- ↑ Dipl. Norv. III. pag. 753.
