det Sted; saa have de dog sikkerlig ikke været anstillede stiftsvis. Hvorfor skulde nemlig Landets geistlige Inddeling komme i Betragtning ved militære Operationer? Ganske vist kunde man for en Del af stiftets Fylker eller Sysler have et naturligt Mønstringscentrum ved Hamar, men ingenlunde for alle Bygder, neppe nok for hele Hadafylke og slet ikke for Numedalen og Thelemarken.
Langt nærmere turde det ligge at forklare disse Tal som ligefremme Folkesagn, ja som Vandringssagn. Thi saadanne overdrevne Talangivelser om Hamars Befolkning findes ogsaa andensteds og hos Forfattere, der ikke kunne antages at kjende hverken Bispearchivet eller den Beskrivelse, der skal datere sig fra 1553. Den ovennævnte Mikkel Andersen Aalborg angiver i 1623 Maximumstallet 1800. Og Peder Claussøn fortæller, at Hamar havde 1600 Borgere.[1] Den sidste Forfatter har desuden en Beretning om sit eget Stifts Hovedstad, Stavanger, der ganske paafaldende stemmer med den Hamarske Tradition. Den lyder saa: „Denne By [Stavanger] haver i fordums Dage været meget større og ypperligere, end den nu er, og kan man endnu se Grundvoller ½ Fjerding fra Byen, hvor Huus og Gader haver været, og siges at skulle have boet 700 Borgere derudi, somme mene 1800“.[2] Hvilken Overensstemmelse! Men baade Stavanger og Hamar vare i Virkeligheden kun smaa Biskopsflekker. Paa begge
