sørge for Befalingens Efterlevelse.[1] Tænkeligt kunde det altsaa være, at Intimationen (om den var ægte) egentlig var en Indledning til en tabt Registratur over Hamars Bispearchiv, og at denne Indledning saa senere var anbragt som Indledningsord til den oprindelig ganske uvedkommende Beskrivelse. I ethvert Tilfælde vil Læseren snart blive var, at Beskrivelsen ikke holder, hvad Intimationen lover.
Thi allerede ved en flygtig Gjennemlæsning af den foreliggende Beskrivelse vil man forstaa, at Bispernes efterladte Bøger og Papirer ikke kunne have været dens Hovedkilder. Det er aabenbart paa Traditioner i Egnen, at Beretningerne væsentlig hvile, hvortil – som Prof. Storm vistnok med al Ret paaviser – ogsaa komme visse Bylove og Byvedtægter, som dog vel at mærke efter hans egen Indrømmelse ikke have været gjældende paa Hamar, men af Forfatteren udenvidere have været overførte paa denne Bys Fortid. Jeg anser det overflødigt at opholde mig ved disse Fabler, f. Ex. om „Stadsens“[2] Brevdragere „med Hammer Byes Vaaben paa sig“ o. s. v. Jeg gjør kun i Forbigaaende opmærksom paa, hvor utroligt det dog maa synes, at de kyndigste Mænd paa Hedemarken allerede i 1553 skulde have indbildt sig, at hine Love og Vedtægter nogensinde havde været gjeldende paa Hamar, Mænd, der dog selv havde kjendt Hamar ogsaa i dets tidligere Egenskab af Biskopsresidents.
