skrifter. Men herfra at slutte til, at han skulde have staaet bag nogen saadan Befaling til Chr. Munk, som den her omtalte, forekommer dristigt. Et er at indlemme i sin Samling Haandskrifter, som man leilighedsvis overkommer ogsaa fra Norge, et andet at stille Opgaver i norsk Historie.
Skulde dernæst en saadan Sammenkomst af Adel og Bønder, Geistlige og verdslige virkelig have fundet Sted og det med en saa stor Solennitet, da vilde det ligge meget nærmere at tro, at Hensigten var at foranstalte en Registratur over det gamle Archiv, thi i saa Tilfælde kunde det virkelig have sin Betydning og Vigtighed at constatere med Vidner, hvad der forelaa til Registrering, og derved godtgjøre, om det nogensinde kunde paakræves, at alt var medtaget og intet puttet tilside. Det er jo ogsaa bekjendt nok, at netop paa denne Tid, hvorom her er Tale, begyndte virkelig de Registreringer af Stifts-, Kloster- og Slots-Archiver, der fortsattes under de to følgende Konger, og som i vore Dage ere udgivne af „Danske Selskab“.[1] Saaledes registreredes Archivet paa Tommerup 1550, det paa Kallundborg 1551 og det paa Silkeborg 1558. Og hvad jeg særlig vil bemærke er den Kjendsgjerning, at der i 1558 virkelig er udgaaet kongelig Befaling til Capitlerne i Throndhjem og Bergen om at lade sine Archiver registrere og at lade denne Registratur affatte i tre Exemplarer, af hvilke den ene „skulde forskikkes til Kongen“; er saadant virkelig skeet, ere altsaa mindst to norske Registraturer fra hin Tid gaaede tabt. For Bergens Vedkommende bød Kongebrevet, at Lensmanden, Christopher Walkendorf, skulde
- ↑ De ældste danske Archivregistraturer, udg. efter Originalerne i Geheimearchivet, I–IV.
