skabsbøger i Münchener-Samlingen, den „røde Bog“, Aslak Bolts Jordebog osv., vil man søge eller finde Underskrifter. Dernæst vilde det være mere end besynderligt, om man i dette ene Møde skulde kunne overkomme ikke alene at „overse“ hine Archivalier, men ogsaa „samme Tid“ at „gjøre dem i en Bog“. Endvidere lyder det paafaldende, at alt dette skal være skeet paa Christian III.s Befaling. Neppe kan der paavises noget Spor til, at denne halvtydske Konge har omfattet Norges Historie i Almindelighed eller noget specielt Emne deraf med den Interesse, som et saadant Paalæg maatte forudsætte.[1] Man ledes altsaa til at gjætte paa, at maaske nogen af Kongens Omgivelser blandt Danmarks Aristokrati kunde have ønsket sig Efterretninger om det gamle Hamar og foranlediget en kgl. Befaling om, at saadanne skulde nedsendes. Heller ikke dette forekommer dog meget rimeligt. Naturligvis laa det nærmest at tænke paa Johan Friis, der bevislig ikke alene særlig interesserede sig for Samtidens Historie og var en af dens Traditioners Bærere, men ogsaa eiede mange Haandskrifter af historisk Indhold,[2] deriblandt – en Oplysning, jeg skylder Professor G. Storm selv – ogsaa norske Lovhaand-
- ↑ Aldeles blottet for historisk Sands var Christian III maaske dog ikke, (cfr. H. Rørdam, Historieskrivningen i Danm. og Norge efter Reform. I. S. 21). Han kunde af og til udspørge fjerntboende Undersaatter om deres Hjem. Den udvalgte Biskop Gissur Einarssøn blev f. Ex. 1540 af Kongen spurgt om Hekla, hvilket islændingen tog fortrydeligt op: þotte Gizuri kongur spyrja sig margra oþarfra hluta, sérdeilis um Heklufjall“ (!), Safn til Søgu Islands, I. p. 676. Men nogen Beskrivelse over Hekla eller Island forlangtes ikke.
- ↑ „Han meddelte mig (siger A. S. Vedel) allehaande skjønne Tractater og Monumenter, som omrøre vore danske Historier“. Wegener, Hist. Efterr. om A. S. Vedel, 2. Udg. S. 56.
