andre Geistlige, Lagmanden, to navngivne Adelsmænd og mange andre „ædle og uædle“, „item gamle Odelsbønder og andre forstandige Mænd“. I denne Forsamling, som man kunde tænke sig foranlediget ved retslige Forhandlinger for Lagmand og Capitel, blev, heder det, „overseet alle Bispernes Bøger og Breve“ – „hvilket (sic) de havde med deres egne Hænder underskrevet“. Disse Bøger og Breve „bleve gjorte i en Bog og beseglet“ og denne Bog „efter Kongelig Majestæts Befaling nedsendt til Hans Majestæt“. Christiern Munk lod dog det, „der var gjort i en Bog“, indføre ogsaa „i sin egen Bog“. Derpaa følger nu den Beskrivelse, om hvis Beskaffenhed og Alder her er Talen.
Storm „kan ikke se noget, der taler imod denne Intimations Ægthed“. Og en Støtte for den finder han deri, at – hvad heller Ingen bestrider – alle de i Intimationen angivne Personer virkelig levede paa den Tid og det just i de dem i samme tillagte Stillinger. Men desuagtet kunde dog Intimationen nok være uægte, thi dens Forfatter kan meget let tænkes at have havt for sig et eller flere ægte Dokumenter fra 1553 eller nærliggende Aar og fra dem at have udskrevet Navnene for at give sit Fabrikat Troværdighedens Skin. Der er undertiden i anerkjendt falske Diplomer Spor til, at saadan Fremgangsmaade har været forsøgt. Men hvad der gjør Intimationen positivt mistænkelig, er Bemærkningen om, at Bispernes Bøger og Breve vare egenhændig underskrevne af disse. Thi det ved Enhver, at endnu paa den Tid, hvorom her er Tale, brugte man ikke at underskrive Dokumenter, men Sigiller traadte i Underskriftens Sted; heller ikke i „Bøger“ af den Art, hvorpaa her maa tænkes, f. Ex. Erkebiskop Olafs Regn-
