Ligeledes har jeg i Norges gl. Love IV gjort bedre
Rede for de gamle Lovbøger, Hr. Peder har havt Adgang
til. Hans Hovedkilder har været „Jon Simonssøns Lovbog“
(A. M. 322 fol.) samt „den Frostetings Lovbog “, som
tilhørte Lagmanden Pros Lauritssøn paa Nørholm (nu C.
21 i Stockholm); disse Haandskrifter har Hr. Peder
aabenbart laant fra de to Lagmænd. Den islandske
Lovbog, som jeg S. LVII har regnet blandt hans Lovkilder,
er derimod utvilsomt den trykte Jonsbók i en
af de tidligste Udgaver.
Om Hr. Peders Skrifter har jeg ingen nye Oplysninger at give; kun benytter jeg Leiligheden til at berigtige enkelte Misforstaaelser. Jeg har S. LXVII opfattet hans Omtale af „Siøkarten“ som en Henvisning til et paatænkt eller paabegyndt Arbeide af ham; rimeligere er det dog, at han her efter Tidens Sprogbrug med „Siøkarten“ mener en sædvanlig Kystbeskrivelse af den Art, som i Nordeuropa dengang kaldtes „Søkart“; et saadant „Søkart over Øster og Vestersøen“ findes i et dansk Lovhaandskrift fra 1594, nu i Stockholm.[1]
S. LXVII har jeg formodet, at Biskop Laurits Skabo har efter Hr. Peders Død sendt hans Sagaoversættelse til sin Svoger, den danske Historieskriver Claus Lyschander, „thi efter hans Død fandtes den blandt dennes Bøger og indgik med disse i Universitetsbibliotheket“ o. s. v., hvorhos jeg i Noten bemærker, at Lyschander dog ikke i „Danske Kongers Slægtebog“ har benyttet Hr. Peders Skrifter. Denne Formodning gik ud fra, hvad Dr. Holger Rørdam hævdede i „Lyschanders Levned“ (p. 146), at den af ham der meddelte Bogliste var Katalog over Lyschanders Bøger. Men
- ↑ Norges gl. Love IV, 690 f.
