Til sidst maa jeg som beviist for yngelens afgang
og dette deraf dependerende slette fiskeri endnu melde,
at jeg end og med omkostninger har maattet transportere
muslingerne fra de dybe til de mindre elve og
bække, hvor yngelen af ovenanførte aarsager var uddød,
og hvoraf jeg i min forpagtning ingen frugter kan høste,
da der hører alt for lang tid til, inden de genereres og
voxer til den størrelse at avle perler. Perlefiskeriet
vilde bedst være tjent med hvile nogle aar, dog under
et nødvendig opsyn.“
Denne Peder Mørohs erklæring blev tilligemed amtmændenes og stiftamtmandens nedsendt til rentekammeret. Dette stiller da i skrivelse af 16de October 1790 forespørgsel til den nye stiftamtmand Levetzau, om der ikke i distrikterne findes kongelige betjente, der kunde overtage opsynet med elvene og var fortrolige med bedriften. De skulde nyde betaling for de modne perler og iøvrigt nøie paaagte alt, hvad som til fiskeriets vedligeholdelse og bedste var fornødent; „dog at de ei tilsiges nogen frihed for udskrivning til militaire tjeneste af de folk, de til fiskeriet maatte betjene sig af“.
Da fogderne var villige til at overtage kontrollen paa de anførte betingelser, resolverer kongen d. 5te januar 1791 efter rentekammerets forestilling af 28de december 1790, at bortforpagtningen af perlefiskeriet i Christianssands stift fra samme aars begyndelse skulde ophøre og tilsynet med fiskerierne overdrages fogderne paa de ovennævnte vilkaar.
Af et kancelli-promemoria til samtlige amtmænd af 9de august 1800 om, „at nationale soldater og lodser, men ei landværnsmænd og perlefiskere ere frie for laugret at sidde“, erfarer vi, at perlefisket paa denne tid „for det meste ikke drives“.
