til høistbydende. – Ved reskr. af 31te december 1772 blev det bestemt, at den norske perlefangst, hvoraf kongens partikulære kasse nød indtægten, fremdeles skulde administreres af rentekammeret, under hvilket kollegium den synes at have sorteret fra den blev overtaget af forpagtere, der i tidsrummet fra 1768–1790 var følgende:
1. Johannes Wiborg i Christianssand,
| 1768–1774 | for | – | 180 | rdr. | aarlig. |
| 1775–1780 | – | – | 121 | – | – |
2. Procurator og fyrinspektør Andreas Mølback,
| 1781–1784 | for | – | 95 | rdr. | aarlig. |
3. Kjøbmand i Christianssand Peder Mørch,
| 1785–1790 | for | – | 143 | rdr. | aarlig. |
Perlefiskernes frihed for udskrivning vedblev dog stadig at være gjenstand for de militære autoriteters misnøie, og paa kronprins Frederiks forespørgsel, om den ikke helt burde afskaffes, erklærer saavel generalkrigskommissær von Wackenitz som den kommanderende general prins Carl af Hessen, at dette ubetinget er at anbefale, da de kongelige indtægter aldeles ikke staar i forhold til en saadan frihed, der berøver kongen mange af de kraftigste og smukkeste karle. Prins Carl anbefaler derhos, at perlefiskeriet for en tid ganske maa indstilles, da elvene skal være udfiskede, og heri faar han tilslutning hos amtmændene i Stavanger og Lister og Mandal. Stiftamtmand Moltke stiller i den anledning en forespørgsel til den daværende forpagter Peder Mørch, der besvares paa følgende maade:
„1. At fredning nogle aar ville befordre mere yngel af perlemuslinger, som er af følgende aarsager i meget stærkt aftagende, nemlig: Ukyndighed af forrige forpagtere og følgelig fiskerne har uden forskjel dræbt i tusindtal for at mangen gang finde en maaske umoden
