militære autoriteters gjentagne klagemaal over den skammelige trafik, som perleinspektøren driver med den ham hjemlede ret til at ansætte perlefiskere, der fritages for militærtjenesten og andre byrder. Herom foreligger en indberetning fra amtmand Hammer i Stavanger, dat. 8de juli 1769. Stiftamtmand Hagerup oplyser ved samme leilighed, at istedetfor de 30 personer, som inspektøren ifølge forordn. af 1718 kan ansætte i hvert stift, disponerede han over 60 à 70 frie karle, og de hyppige og vel grundede klager har intet frugtet, „da det har hedet, at det er dend eeneste betjent, som hendes majestet har at disponere over, saa det ikke burde regnes saa nøie, at jo hende maatte overlades saa mange folk, som hendes inspecteur har syntes til perlefiskeriet at kunde behøve“. Inspektøren var imidlertid den gang afløst af en forpagter, der betalte i aarlig afgift 180 rdr., en ordning, der for dronningen var den heldigst mulige, da hun istedetfor 200 rdr.s løn til inspektøren nu havde en netto-indtægt af 180 rdr. og desuden forkjøbsret til alle betydelige perler, „saa hun har nok aarsag at soutinere sin forpagter ligesaa meget, om ikke mere end sin inspecteur; thi hendes høie interesse er meere sammenknyttet i saadan en forpagter end i en inspecteur“. Man maatte derfor fremfor alt undgaa at bringe forpagteren, der havde overtaget forpagningen paa de vilkaar, at han skulde beholde alle en inspektørs rettigheder, til at opsige kontrakten. Ved reskript af 30te marts 1770 blev derfor §§ 4 og 5 i forordn. af 1718 kun modificerede derhen, at en perlefisker skulde tjene ligesaa længe som en national soldat (ɔ: 9 aar) og efter den tid som denne være forpligtet til at overtage alle offentlige byrder. Endnu var dog stillingen som perlefisker saa fordelagtig, at forpagteren visselig havde sin betydeligste indtægt ved at sælge denne stilling
