Side:Historisk Tidsskrift (Norway), tredie Række, første Bind (1890).djvu/234

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
230
A. TARANGER.

steren, for at han ei skal mistænkes for at have siddet den høie øvrigheds ordres overhørig.[1]

Hvad disse skriverier førte til for perlefangstens vedkommende, ser jeg mig for øieblikket ikke istand til at oplyse, da de mig tilgjængelige kilder intet derom meddeler. Smierler hører vi – som sagt – intet mere til, og han har neppe opholdt sig længe heri landet. Af Erik Pontoppidans „Norges naturlige historie“, Kbhvn. 1753, II, 266 erfarer vi, at perleinspektøren dengang hed Paul Baumann, og at han til forfatteren havde indleveret en lang afhandling om „perlemuslernes natur og egenskaber“, der er meddelt i sin helhed, og hvortil jeg kun kan henvise. Pontoppidan bemærker forresten, at „overalt i Norge, særdeles her paa vesterkanten, ere saadanne elver og bekke, hvor dette slags muslinger findes. Dog er den under inspection og kongelig handthævelse staaende egentlige perle-fangst ikkun i Christianssands stift, hvor de beste perle-elver ere følgende:

Gand-elv
Nærims-elv i Stavanger amt,
Qvassims-elv
Lille-elv i Lyngdahl
Undals-elv i Lister og Mandals amt,
Rosselands bek og fleere smaa bekke
Berge-elv i Nedenæs amt.“
Baaselands bek
VII.

Den næste gang vi hører tale om perlefangsten og dens administration i Christianssands stift, gjælder det de

  1. Hvad der er meddelt om Smierler etc. findes i Christianssands stifts kopibog 1733–1735, fol. 128, 140 f., 147 f., 151, 155, 161 f.