sidde fri for udskrivning til landmilitien. I en skrivelse af 10de september beretter han videre, at de er antagne af inspektøren, om mod betaling eller ei ved han ikke. Hvor mange der bør ansættes, vil naturligvis bero paa inspektørens forslag; dog foreslaar han, at amtet og ikke inspektøren skal have ret til at udnævne dem, og da tillige stipulere, om de skal have friheder efter forordn. af 1718 eller nogen anden douceur for deres arbeide; thi at paalægge folk, der bor nærmest elvene, opsigt ved nat og dag uden godtgjørelse, vilde blive en altfor stor byrde, da mange bor temmelig langt borte fra elven. Han mener imidlertid, at haandhævelse af forordn. af 28de mai 1718 vil være det bedste middel til atter at bringe fangsten paa fode; thi der er stor nok straf dikteret baade for dem, der driver ulovligt fiskeri, og for dem, der hæler, handler og kjøbslaar med ulovlige eller beskikkede perlefiskere. Helst bør man dog holde øie med „de jøder, som skal komme undertiden i landet og angiver sig at være converterede; saadanne personer burde vel at visiteres førend de gik af landet igjen; thi det er rimeligst, at, perlerne snarere selges til slige fremmede end til landets indbyggere.“ Til slutning gjør han opmærksom paa, at de af Smierler opfiskede perler er sendt statholderen efter dennes egen ordre, og ikke som tidligere af stiftamtmanden direkte til Kjøbenhavn, hvortil der netop er udmærket leilighed saavel med koffardiskibe som med orlogsskibene Sophia Hedevig og Oldenborg, „der her har indbragt 6 priser af Hamborger skibe“; det samme er tilfælde med „de perle- og musselskaller samt snegl-huuse med andre deslige sorter, som jeg efter hendes majestæts ordre ved hans excellence hr. oberhofmæster Raben haver i Stavanger amt ladet samle“, hvilket han alt ønsker meddelt oberhofme-
