einen interessierten und unverständigen mensch ansehe, der bis dato wenig oder nichts præstieret hat“; hvorfor han anser hans afsættelse for høist nødvendig, ligesaa at han maa forbydes al videre befatning med perlefangsten paa Jæderen. Finder derimod dronningen, at han denne sommer bør overvære fiskerierne paa Søndmøre, er det billigt, at han nyder sin gage til Mikaeli. Hans nærværelse her kunde have den fordel, at man kunde faa nærmere besked om de Søndmørske perle-elve. Af den ovenfor anførte beretning ser vi da ogsaa, at han allerede havde ladet fisket der udføre, førend statholderens ordre til amtmanden havde naaet frem eller var bleven effektueret. Ifølge et reskript af 29de juni 1725 skal han fremdeles bivaane de Søndmørske perlefiskerier; dog herom nærmere i næste afsnit.
At rekommandere Norman til en anden employ er efter Vibes mening „en samvittigheds sag“, det skulde da være, at han kunde ansættes som veier og maaler i en smaaby. – Hvor hurtig Norman opnaaede et andet embede, kan jeg ikke for øieblikket oplyse, men i 1732[1] er han toldinspektør i Bergen, hvilken stilling han indehavde til 1748, da han sandsynligvis er død. Som toldinspektør ser jeg, at han har indleveret flere projekter, der skulde have til formaal at gjøre en ende paa den store toldsvig, som gik i svang; men hans forslag blev modtagne kjølig i rentekammeret, og om de overhovedet har ført til noget, er en sag, som jeg ikke har havt anledning til nærmere at undersøge.
Da Ditlev Vibe i 1722 var bleven statholder i Norge, synes han med iver at have taget sig af perlefangsten
- ↑ Reskr. til stiftamtm. Kaas og generaltoldforv. Stub i Bergen af 27de septbr. 1732.
