I Stavanger Amt omtaler Amtmand de Fine (1743) „formuende Bønder eller saakaldede Knaber“, om hvilke den kyndige Forfatter dog udtrykkelig bemærker, at de intet have med Adelen at skaffe.[1] Et norsk Glossarium fra 1802 kan endelig anføre „Knaape“ som enstydigt med „en rask og stolt Karl“.[2]
I Overgangstiden efter Reformationen, da „Knabe“ endnu ikke havde faaet den helt ubestemte Betydning, hvorunder Ordet senere forekom, se vi imidlertid (1557), at Kongen skriver til Christopher Walkendorf om „ de Knaber i hans Len, der sidde ledingsfrie“, og med hvilke der nu bør forhandles om, at de skulle paatage sig at holde Skibsfolk.[3] I det følgende Aar paalægges der alle Hovedlensmænd at undersøge den Hjemmel, hvormed Gaarde holdes fri for Leding, Landskyld, Kongeskatter o. s. v., og „dersom de ikke have Kongens Breve eller nogen andens, som bør holdes, skulle Lensmændene lade dem udgive den fulde Redsel, som bør gjøres eller gives af samme Gaarde, eller andre deraf ville give“.[4] Det er ret sandsynligt, at man mellem disse hidtil ledings- eller landskyld-frie Personer har at søge Levninger ogsaa af biskoppelige Sædesvende, og at deres Frihed maaske ved denne Forordning har faaet en Ende.
Tænkeligt kan det ogsaa være, at mere end en af de mange Familier, som have paastaaet eller ment at være „adelige“, kunne have hørt til dem, hvem Erkebisperne i sin Tid have givet „Frihed“ eller „Skjold og Hjelm“. De have indtaget en tvivlsom Mellemstilling
