stifter, og det er sandsynligt, at begge blev udfærdigede i overensstemmelse med dette koncept. Af instruxen kan mærkes, at han skal afgive sine rapporter til dronningens kammersekretær (§ 2 og 4) samt foreslaa for denne, hvilke elve der behøver hvile og fredning (§ 7), og ikke bruge det ham tilstillede embedssegl uden i embedets i forretninger (§ 5).
Detaillerne i Normans embedsførsel kjender jeg meget lidet til, men i sin almindelighed karakteriseres den som slet og uærlig. Om hans optræden paa Søndmøre ved Hareidelven i Ulfsten prestegjæld findes dog en del oplysninger, der visselig karakteriserer hans fremfærd i det hele. Efter statholder Ditlev Vibes ordre af 23de juni 1724 begiver amtmanden over Romsdals, Søndmøres og Nordmøres amt, Erik Must, fogden i Søndmøre, Nicolai Alstrup, og Elias Nordhuus, residerende pastor til Hareids menighed, sig den 29de august 1724 i følge med 5 af Norman antagne perlefiskere til Hareidelven, hvor fiskerne viste dem, hvorledes fiskeriet blev drevet. Det gik for sig paa den vis, at fiskeren vadede ud i elven, hvor der var grundt, og tog op med hænderne de skjæl, som antoges at indeholde perler. De 12 skjæl, de ved denne leilighed opfiskede, viste sig imidlertid hverken at indeholde perler eller tegn til, at saadanne havde været i dem. Paa spørgsmaalet, om ikke Norman havde instrueret dem om skjællenes udseende, svarede de, at efter hans anvisning skulde de tage de skjæl, som syntes at være gamle, og navnlig dem, „som vare teignede med en guul streg tvert over skællene“, i hvilke der skulde være modne perler; derimod skulde de kaste ud igjen de smaa, unge skjæl. Videre forklarede de, at de for første gang havde fisket i juli 1720, da de i 6 dage opfiskede omtrent 4 à 5 tønder perleskjæl, hvoraf størsteparten blev aabnet,
