haanden skal hafue ladet forselge endeel goede og moene perler“. Han begjærer fuldmagt til at kræve de mistænkte til ansvar efter forordningen og loven, samt at tolderne strengelig maa paalægges at forbyde uden- eller indenlandske skippere at tilforhandle sig perler af indvaanerne, eftersom det altformeget desværre skal have været praxis. „at endeel ueftertenkelige gemytter, som baade end kan have, og andre, som forhen har havt og til practiceret sig mulig de allerrareste perler, bortselger dem hemmeligt (af frygt for inqvisition og straf) til fremmede paa havnerne liggende skippere som Hollændere og Zürichseer, der fører humrebysser etc., hvorved en stor og merkelig svig gaar i svang.“ Endvidere begjærer han at maatte faa inkvirere paa arveskifterne, om der blandt boets efterladenskaber skulde findes perler eller „ringer, ørgeheng, brasiletter eller andre smykker, med perler indfattede, saavelsom heele eller halve turer“,[1] hvilke da skulde konfiskeres for dronningens kasse. Dernæst andrager han, at den perlefiskerne i forordningen af 1707 tilstaaede frihed for udskrivning for en dreng maa udstrækkes til ogsaa at gjælde de ved Figgens-, Stenbroes- og Nærimselvene ansatte fiskere, da disse elve er beliggende i de staaende landlægder. Han oplyser til slutning, at ingen løn er ham bevilget, og han selv nyder ikke mere ved perlernes leverance, end han betaler fiskerne; derhos har han paa opreisen fra Danmark lidt skibbrud, hvorved han har taget skade paa sin fattige velfærd, og er nødt til at sætte sig i debet og forskud, men maa ikke destomindre gjøre mange og besværlige reiser til og fra i stiftet, fra en elv til den anden, i hvilken anledning han udbeder
- ↑ Smykker eller besætninger, som blev baarne om halsen eller paa haaret.
