Den 4de § har til hensigt at opmuntre perlefiskerne
til flid og troskab ved at tillade, at enhver af dem maa
betjene sig af en dreng, søn eller broder, der skal være
fri for udskrivning. Dette var en indrømmelse, der
uden tvil var vel skikket til at gjøre stillingen som perlefisker
yndet blandt bønderne og indbringende for oberinspektøren,
for hvem der vilde være en stærk fristelse til
at sælge bestillingen til høistbydende, hvad der ialfald
senere blev praktiseret. Vibe udtaler, at §’en beror helt
og holdent paa kongens gode vilje, og han formoder, at
den er foranlediget af forordn. af 1691, hvis 4de § lover
angiveren af ulovligt fiskeri, at hans søn eller broder skal
fritages for udskrivning. Paragrafen kom, som vi senere skal
se, oftere til at blive gjenstand for heftige angreb, navnlig
efterat den i 1718 havde erholdt et meget væsentligt tillæg.
§ 4 opfordrer rettens betjente til at være perlefangstens funktionærer assisterlig i haandhævelsen af forordningens paabud, hvortil Vibe selvfølgelig intet har at bemærke. Men herforuden har den i Høyers projekt givet oberinspektøren ret til at forlange, at folk ved ed skulde fralægge sig beskyldning for at have overtraadt forordningen. Dette er efter Vibes formening en saare alvorlig sag, da det alene tilkommer en dommer at bestemme, om edsaflæggelse paakræves, og „det er at befrygte, at hvis Cort Høyer skal kunne aftvinge enhver edeligt vidnesbyrd, da vil hverken amtmand Hammond eller den største del af Stavanger bys indvaanere gaa fri.“ Dette afsnit blev derfor sløifet. Det samme blev tilfælde med §§ 6, 7 og 8, hvilke dog Vibe havde fundet antagelige, medens de øvrige kancelliherrer synes, at de bedre passer i en instruktion end i en forordning Om deres indhold erfarer vi intet. – Vibes betænkning er dateret den 17de april 1707.
