Det er en selvsagt ting, at nogen frugt af denne
forordning alene var at vente under forudsætning af troskab
hos oberinspektøren og hans underordnede funktionærer:
thi i det tilfælde vilde vel dronningen, selv om
ulovligt fiske blev drevet, alligevel havt et ikke saa
ubetydeligt udbytte af de jæderske perlefiskerier, da elvene
endnu maa have været temmelig rige paa muslinger.
Det berettes ogsaa, at de fleste perler, som dronning
Charlotte Amalie personlig eiede, var komne fra de jæderske
elve, og i sin dagbog for 18de februar 1692 noterer
Christian V, at han skikkede dronningen af Sverige „naagen
galanteries aff ett schielderie med sma demanter paa
kanten, nagele nordiske perler, og eit helt portzelin
tee teug“;[1] vi tør vistnok heraf slutte, at der blandt de
norske perler, der befandt sig i kongehusets eie, har været
ganske smukke exemplarer. Adskillige skal ogsaa være
sendt dronningen fra generalløitnant Johan Vibe i Throndhjem
og fra generalmajor Folkersahm, der i Hobelelven
ved Moss lod opfiske særdeles store og smukke
perler.
Man kunde derfor antage, at Cort Høyer som perleinspektør har skikket sig bedre, end man efter Ditlev Vibes udtalelser skulde kunne formode; men da hans gage var 200 rdr. aarlig, skulde der ikke saa ganske faa perler til, førend de jæderske perlefiskeriers konto kunde balancere, end sige give noget overskud, og selv om adskillige exemplarer er sendt til Kjøbenhavn, saa udelukker ikke dette, at baade Høyer selv og flere med ham har drevet perlehandel for egen regning; en indberetning fra den senere amtmand i Stavanger Hans Nobel junior taler endog ubetinget for, at saa har været tilfælde.
- ↑ Geheimearkivets aarsberetning, VI, 266.
