§ 1, der svarer til den tidligere forordnings §§ 1 og
2, opregner de elve i Stavanger amt, hvor det fremfor
alt er forbudt uvedkommende at drive perlefiskeri; de er:
Nærims- (Haa-), Figgen-, Stenbros- og Kvadsems-elvene.
Forbudet gjælder dog ogsaa „alle andre
elve, hvor nogen perlefangst er, eller kand opfindes i bemelte
ambt.“ – Straffeansættelserne er meget detaljerede og
forskjellige for de forskjellige slags overtrædere: geistlige,
høie eller lave civilbetjente, over- eller underofficerer,
soldater og almindelige folk. Over bøderne disponerer
dronningen. Til denne § har Ditlev Vibe intet at erindre,
da intet er billigere, end at et saadant regale paa alle
mulige maader konserveres og overtræderen tilbørligen
straffes. Ligeledes finder han det billigt, at den ulovlige
fangst efter projektets forslag skal være forbrudt, naar
dette paabud blot ikke maa gives tilbagevirkende kraft;
thi det er at befrygte, at, hvis alle begangne tyverier
skulde undersøges, „die inquisition unter dem prætext des
königl. interesse, in der that aber auss animosité undt begierde
sich zu rächen, zu weit gehen mögte, da dann eine
an sich selbst juste und billige sache eine ganz andere
couleur bekommen undt der schuldige mit dem unschuldigen,
dieser mit jenem confundieret werden dörffte.“ Ved
forordningens endelige affattelse blev Vibes raad fulgt.
§ 2 foreskriver, at 3, 4 à 5 mænd skal ansættes som perlefiskere ved hver elv, og indeholder desforuden en taxt, som i § 6 af forordn. af 1691, samt fastsætter straffen for de fiskere, der sælger perler til andre end de beskikkede inspektører: første gang skal de bøde 30 rdr., anden gang 50, og sker det oftere, skal de være tyvsstraf undergivne efter loven eller forordn. af 4de marts 1690. Kjøberen straffes paa tilsvarende maade. – Denne § er efter
